Sundere livsstil uden at løfte en pegefinger

Udfordringen

Det var januar, syndernes tid var forbi, og nytårsfortsætter med smalkost og motion var igen på tapeterne i de små hjem. Dolmio meldte sig ind i kampen med ønsket om at promovere sig som håndsrækkende sundhedscoach.

Saucer i alverdens smagsvarianter skulle inspirere til hurtig, men kalorielet mad. Krydret med diverse motionsøvelser ville man lokke marcipangrisen op fra fedtefadet og ud på gulvet til en omgang bøj og stræk. Det skulle smage lækkert i ørerne, og den formanende pegefinger skulle stikkes skråt op.

 

Løsningen

Rimer færdigretter på folkesundhed? Ja, hvis man som Dolmio lancerer kalorielette løsninger og samtidigt kommer med opskriften på fastere lår og vaskebrætter. Folderen beviser fidusen i at udnytte den gode energi, man får fra et godt måltid. Øvelserne er nøgternt beskrevet, mens overskrifterne giver gas og spænder muskler.

Vigtigt var det, at sproget ikke sovsede rundt i formaninger, men i stedet var holdt i en positiv tone, som gav forbrugerne en god mavefornemmelse. Følelsen af at gøre noget godt for sig selv blev kogt sammen med produkterne, så Dolmio fremstod som garant for et sundere og mere aktivt liv. I samarbejde med reklamebureauet SEKTOR.