Et af mine yndlingsområder. Det er nemlig her, jeg oftest laver mest revolution. Og jeg elsker revolution på dine vegne.
Hold nu op med at fortælle stolpe op og stolpe ned om dit jubilæum, dine kvadratmetermæssige udvidelser og alt det andet, som du synes, er fuldstændig storslået i din hverdag. Det er nemlig ikke sådan noget, der batter ude i kundernes hverdag. Skift fokus og fortæl, hvad dine nyheder betyder ude i virkeligheden. Find de gode historier, vis – hvordan du har været med til at gøre en forskel. Hiv de tilfredse kunder frem og giv dem taletiden.
Pressemeddelelser lider under deres navn. Meddelelse er et meget formelt ord, hvis du spørger mig. Når jeg skriver tekster i denne kategori, tænker jeg i artikelform. For journalisternes tid er knap. Deadlines pisker rundt i luften – så hvorfor ikke servere en trykklar artikel?
Når man vælger en sådan tilgang, så giver det sig selv, at din virksomhed bliver pakket lidt væk, og at fokus i stedet falder inden for de fem basale nyhedskriterier. Det kan godt være, at der dybest set er tale om skjult reklame, men jeg skal garantere dig for, at den er godt skjult. Til gengæld fremstiller jeg dig som lidt af en ekspert, der med kloge citater virker langt mere troværdig, end tilfældet er i den traditionelle måde at tænke pressemeddelelse på.