Tekst til salgsmateriale

Skal du først til at sparke døren ind, har du booket et møde, eller sidder du allerede ved bordet sammen med kunden? Uanset hvor langt du er i dit salgsarbejde, så skal du have dine skrevne ord på plads.

Er det allerførste gang, du kontakter din potentielle kunde, så gælder det om at være knivskarp på, hvad du vil, og hvad kunden får ud af det. Et salgsbrev skal inspirere, løfte en snip af sløret for alt det, du kan – altså vække nysgerrighed. Igen handler det om at være venlig og tale i et direkte sprog. Salgsbreve bliver hurtigt kasseret, hvis budskabet ikke rammer. Og det gør det sjældent, hvis det er skrevet i en alt for formel tone.

Har du allerede fået hul igennem og sidder face to face med kunden, er det op til dine talegaver at få budskabet leveret, så det går rent ind. Men måske skal din præsentation støttes af en PowerPoint?  Måske har du brug for brochurer, som indbydende, klart og overskueligt kan hjælpe ordren lidt på vej?

Produktfoldere, flyers og profilbrochurer er i det hele taget gode værktøjer, som også ligger tilbage, når du er ude af døren. De får det sidste ord, og derfor skal deres call to action – altså kundens chance for at slå til – være meget direkte. Måske i form af et svarkort, en bonus for hurtigt handel eller noget helt tredje.