Tekst til slogan

Det kan være så stærkt, hvis det virker. Et slogan er ikke bare nogle få ord sat sammen i tilfældig rækkefølge. Der er hele din forretning kogt ind til et absolut minimum – den besked, du ville morse fra Månen, hvis det gjaldt din overlevelse.

Alligevel falder så mange i fælden. De dækker sig ind med overfladiske klichéer, ligesom alle konkurrenterne. Det er vel nærmest blevet normen. Men du skal ikke være bange for at gøre op med konventionerne. I sidste ende er det nemlig det eneste, der virker.

Et slogan må godt være frækt, kækt og provokerende. Det er ikke en forudsætning, og selvfølgelig afhænger det af målgruppen. Men hvem bryder sig egentlig ikke om humor, twist og personlighed?

Brug dit slogan til at skabe det image, dine kunder skal spejle sig i. Du kan ligeså godt gå i en stor bue udenom de generelle termer – med mindre du virkelig ønsker at blive smurt ind i leverpostej. Det er langt mere effektivt at give den lidt gas, hvis du vil skille dig ud med raketfart.